Når det ikke er nok at forstå
Opdateret: 9. sep.
Du har sikkert prøvet det før: Du sidder over for en terapeut eller en person, du har tillid til, og du forstår fuldstændig, hvorfor du har det, som du har det.
Du kan føre det tilbage til din barndom, genkende mønstret og forklare dynamikken.
Og alligevel… ændrer der sig ikke rigtig noget.
Angsten er der stadig, når du vågner klokken tre om natten. Spændingen i brystet dukker stadig op før den svære samtale. Forståelsen er reel, men på en eller anden måde når den ikke helt ind til den del af dig, som stadig holder fast.
Det er ikke, fordi du ikke har forstået nok. Forståelse betyder noget — men nogle reaktioner findes ikke kun i vores tanker. De findes også i det, kroppen og nervesystemet har lært at forvente.
Og nogle gange er den del af os slet ikke imod forandring. Den forsøger måske bare, på den eneste måde den kender, at passe på os.
Hovedet er et fantastisk sted at besøge
Vores sind er fantastisk. Det skaber mening i vores oplevelser, bygger fortællinger og forbinder fortid og nutid. At tale om det, vi har været igennem — og faktisk blive lyttet til — kan i sig selv være dybt helende.
Men sindet har sine begrænsninger. Det kan fortælle dig historien om et sår uden nogensinde helt at komme i kontakt med det. Det kan tegne et meget præcist kort over din indre verden og alligevel efterlade dig stående udenfor døren.
Traumeforskere som Bessel van der Kolk har peget på det i mange år: Kroppen bærer også spor af det, vi har oplevet.
Stress, sorg og gammel frygt lever ikke kun i vores tanker. De kan vise sig som skuldre, der altid er spændte, en vejrtrækning, der holdes tilbage, en mave, der aldrig rigtig falder til ro, eller en kæbe, der har været spændt så længe, at vi næsten ikke lægger mærke til det længere.
Kroppen som et sted at vende hjem til
Somatisk arbejde — altså arbejde, der også inddrager kroppen — tager udgangspunkt i en anden idé: Forandring kan ske ikke kun gennem forståelse, men også ved at lægge mærke til, mærke og give plads til det, der sker i kroppen.
I stedet for kun at spørge: “Hvorfor har jeg det sådan?”, kan vi også spørge: “Hvor mærker jeg det? Hvordan føles det egentlig? Hvad forsøger det at gøre?”
Det lyder enkelt. Og det er ikke altid let. Mange af os har brugt år på nærmest kun at leve fra halsen og op — tænke, analysere og håndtere. At flytte opmærksomheden blidt ned i kroppen kan i begyndelsen føles uvant og måske også lidt sårbart.
For kroppen taler ikke i forklaringer. Den taler i fornemmelser.
Hvad det kan åbne for
eg tænker på en klient, hvis ben rystede session efter session i flere uger. Hun lagde mærke til det, nævnte det, men vi fortsatte for det meste med at tale.
En dag stoppede vi op og vendte opmærksomheden mod rystelserne — ikke for at få dem til at holde op, ikke for straks at finde ud af hvorfor, men bare for at mærke dem og lade dem være der.
For faktisk at byde dem velkommen.
Efter nogle få minutter faldt rystelserne til ro af sig selv. Måske var noget endelig blevet mødt.
Når vi sænker tempoet og blidt retter opmærksomheden mod det, der sker indeni — en sitren i brystet, en tyngde i maven, en trang til at trække sig ind i sig selv — begynder noget nogle gange at ændre sig. Ikke fordi vi tvinger det, men fordi vi endelig lægger mærke til det, der hele tiden har været der og ventet.
Det er noget af det, somatisk arbejde kan tilbyde: en måde at møde sig selv under fortællingen. Ikke ved at forlade tankerne, men ved også at lade kroppen være en del af samtalen.
For du har aldrig kun været en hjerne i et glas. Du er et helt, levende, sansende og åndende menneske — og alle dele af dig fortjener at blive inddraget i processen.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan somatisk arbejde kan se ud i praksis, er du meget velkommen til at kontakte mig eller booke en indledende samtale.
