Hvorfor reagerer jeg stadig på samme måde, når jeg har forstået det for længst?

Du ved godt, at den kommentar sandsynligvis ikke var et angreb.

Du ved, at uenighed ikke betyder, at relationen er i fare.

Du ved, at du har lov til at hvile, sige nej og tage din plads.

Måske ved du endda præcis, hvor nogle af dine reaktioner kommer fra.

Og alligevel er der noget i dig, der bliver ved med at reagere.

Din krop spænder op. Du trækker dig. Du forsøger at forudse, hvad der kan ske, og få kontrol over situationen. Pludselig føler du dig lille, utryg, afvist eller ansvarlig for at gøre det, der skal til, for at der igen bliver ro.

Og så kommer der ofte endnu en reaktion:

Men jeg ved jo alt det her. Jeg har forstået det i årevis. Hvorfor sker det stadig?

Det er netop i dette mellemrum, at arbejdet med dele kan give mening.

At forstå sin historie er ikke altid nok til at forandre den

Du kan vide, at en frygt stammer fra barndommen, forstå hvorfor du hele tiden søger andres accept eller have identificeret, hvor din hyperårvågenhed kommer fra.

Den forståelse betyder noget.

Men den ændrer ikke altid det, der automatisk sker indeni.

En svær oplevelse efterlader ikke kun en historie, du kan fortælle. Den kan også efterlade spændinger i kroppen og en underliggende forventning:

Det sker igen. Jeg skal passe på. Jeg kan kun regne med mig selv.

Du kan godt vide, at faren er forbi, samtidig med at en del af dig fortsætter med at handle, som om den stadig er til stede.

Det er en vigtig forskel mellem at forstå en traumatisk oplevelse og at forandre den måde, den fortsat lever i dig på.

De reaktioner, der giver dig problemer i dag, har ofte en indre logik

En reaktion opstår ikke nødvendigvis, fordi noget er “forkert”.

At være konstant opmærksom kan have hjulpet dig med hurtigt at opdage ændringer i stemningen.

At tilpasse dig andre kan have mindsket konflikter.

Ikke at bede om noget kan have beskyttet dig mod skuffelse.

At analysere alt kan have givet en følelse af kontrol, når der i virkeligheden var meget lidt, du kunne kontrollere.

Disse strategier kan have været intelligente — måske endda nødvendige.

Problemet er, at de kan fortsætte længe efter, at omstændighederne har ændret sig.

En del af dig ved, at du er her, i dag.

En anden del beskytter stadig en langt ældre virkelighed.

Hvad betyder det at arbejde med dele?

Udgangspunktet er enkelt: Vi reagerer ikke altid som én samlet og entydig helhed.

Én del vil gerne sige noget. En anden siger: vær stille.

Én del længes efter nærhed. En anden siger: stol ikke på nogen.

Én del er udmattet. En anden svarer: du må ikke sætte tempoet ned.

Det er ikke separate personligheder, men forskellige måder at beskytte sig på inden for det samme menneske.

I en tilgang inspireret af Internal Family Systems (IFS) ser vi ikke disse reaktioner som fjender, der skal fjernes, men som dele, der har påtaget sig en rolle af en grund.

Spørgsmålet er derfor ikke: Hvordan får jeg denne reaktion til at forsvinde?

men: Hvad beskytter den? Hvad er den bange for? Hvad tror den stadig, den skal forhindre i dag?

Hvordan kan en session helt konkret se ud?

Arbejdet handler ikke nødvendigvis om at fortælle om din fortid.

Ofte begynder vi med at sætte tempoet ned og forsigtigt rette opmærksomheden indad.

Måske lægger du mærke til en fornemmelse i kroppen, et billede, et minde eller bare følelsen af, at “noget” er der.

Vi leder ikke efter det “rigtige” minde og bestemmer ikke på forhånd, hvad der skal komme frem.

Vi følger det, der viser sig.

Og vi går altid frem i det tempo, du kan være med til. Vi kan når som helst sætte tempoet ned, stoppe eller vende tilbage til nuet.

Nogle gange viser en del sig meget tydeligt: ung, mistroisk, vred, udmattet.

I stedet for at analysere den udefra begynder vi gradvist at skabe kontakt med den.

Og arbejdet kan blive overraskende levende.

Lad os tage et fiktivt eksempel.

Anna ved godt, hvorfor hun læser en mail igennem ti gange, før hun sender den: Hun voksede op i et hjem, hvor stemningen kunne vende fra det ene øjeblik til det andet.

Det har hun forstået i årevis.

Det ændrer ingenting.

I sessionen taler vi ikke bare om det igen. Vi stopper i stedet ved det, der sker, når hun forestiller sig at trykke på “send”: en trykken for brystet

Når hun bliver hos fornemmelsen, dukker et billede op: en lille pige, der lytter efter lyden af nøgler i hoveddøren.

Den del, der læser mailen igen og igen, er ikke “angst uden grund”.

Tredive år senere udfører den stadig den lille piges arbejde.

Når en del ikke længere behøver at bære det hele alene

Nogle beskyttende dele lever stadig i en gammel oplevelse, som for dem aldrig helt sluttede.

De kan beskytte en yngre del, som stadig sidder fast i en gammel frygt, skam eller ensomhed.

Når denne del kan blive mødt på en anden måde — ledsaget, troet på, beskyttet og endelig få lov til at forlade den gamle scene, sige nej eller ikke længere bære det hele alene — kan noget forandre sig.

Mindet forsvinder ikke.

Men den måde, oplevelsen bæres på i dag, kan ændre sig.

Vi bevæger os fra: Jeg ved, hvorfor jeg er sådan.

til noget, der minder mere om: Jeg kan møde den del af mig, som stadig lever i den virkelighed.

Kroppen er ofte en del af vejen

Dele viser sig ikke altid gennem ord.

De kan mærkes som en trykken for brystet, en knude i maven, en stramhed i halsen, uro eller en pludselig trang til at gå.

Derfor inddrager jeg også kroppen i arbejdet.

Somatiske og traumeinformerede tilgange kan hjælpe os med at være i kontakt med det, der sker, uden at presse systemet eller gå længere, end det er muligt at rumme.

EMDR-informerede redskaber kan også være relevante, når en tidligere oplevelse bliver stærkt aktiveret i nutiden.

Men metoderne er ikke centrum for arbejdet.

De er måder at møde det, der allerede er der.

Målet er ikke at reparere dig

Der findes ikke en defekt version af dig, som skal rettes.

Arbejdet handler om at hjælpe dine dele med at opdage, at de måske ikke længere behøver at holde den samme post, alene og med samme intensitet.

En årvågen del kan bevare sin følsomhed uden at overvåge hvert sekund.

En selvstændig del kan beholde sin styrke uden at afvise al hjælp.

En perfektionistisk del kan bevare sine høje standarder uden at gøre enhver fejl til en fare.

Forandring kommer ikke af, at disse dele forsvinder, men af at den måde, den traumatiske oplevelse fortsat bæres på i nutiden, kan forandres.

Se de forskellige måder, vi kan arbejde sammen på, eller book en gratis introsamtale.

Hvor begynder man?

Hvis du kan genkende dig selv i dette, er det muligt, at den del af dig, der stadig bærer oplevelsen, ganske enkelt aldrig er blevet mødt dér, hvor den faktisk befinder sig.

Og det er ofte dér, arbejdet begynder.

Jeg arbejder online med voksne på dansk, engelsk og fransk i mit arbejde med dele, inspireret af IFS samt somatiske og traumeinformerede tilgange.

Hvis denne måde at arbejde på taler til dig, kan du begynde med en gratis 30-minutters introsamtale for at mærke efter, om det passer til dig.

Du kan også læse Hvorfor angst kan få dig til at føle dig afkoblet fra dig selv og Angst er ikke dit problem. Det er din distraktion.